• Stort mediehus opfordrer til sammenlægning: »Berlingske er super interessant for os«

    Источник: BDK Finans / 30 окт 2024 12:59:35   America/Chicago

    Der bør ske sammenlægninger i den danske mediebranche. Sådan lyder det fra et af de større danske mediehuse efter en historie tirsdag om et muligt salg af Berlingske Media, der blandt andet består af Weekendavisen, B.T. og Berlingske. Mediehuset JFM, der råder over en række danske regional- og lokalmedier, herunder blandt andre JydskeVestkysten, Århus Stiftstidende og Fyens Stiftstidende, mener, at der bør skabes større aktører på det danske marked. »Berlingske Media er super interessant for os. Vi tror, at konsolidering i mediebranchen er det rigtige, og at det vil være nødvendigt,« siger Jesper Rosener, der er topchef i JFM. Jesper Rosener peger på, at en sammenlægning mellem de to koncerner blandt andet kan sænke omkostningerne og være med til at skabe en økonomisk mere sund forretning. Det var branchemediet InsideBusiness, som tirsdag omtalte mulighederne for et salg af den danske mediekoncern. Ifølge Berlingskes oplysninger er der tale om en test af mulighederne for, at Berlingske Media kan få nye ejere eller indgå i en større fusion. Et salg eller en fusion er dog ikke umiddelbart forestående, lyder det fra kilder med kendskab til sonderingerne. Berlingske Media, der har rødder tilbage til 1749, har siden 2014 været ejet af den største mediekoncern i Belgien og Holland, De Persgroep, der også er kendt som DPG Media. Her er der ingen kommentarer til et muligt salg af Berlingske Media. »Vi kommenterer ikke fusioner eller opkøb,« hedder det i en mail fra kommunikationsdirektør Babet Verstappen fra DPG Media. Fortrolige oplysninger Ifølge Berlingskes oplysninger er det, der sker i øjeblikket, langtfra en reel salgsproces. Typisk vil en sådan virksomhedshandel betyde, at én eller flere banker vil blive hyret ind som rådgiver, og et bredt felt af købere vil få mulighed for at kigge på Berlingske Media. Det kunne være alt fra kapitalfonde til rigmænd, der ønsker at blive ejere af en mediekoncern. Men dét er der et stykke vej til, hvis det altså overhovedet bliver aktuelt. I første omgang har de belgiske ejere blot sendt en række interne oplysninger ud om det danske mediehus. Modtagerne er flere mulige interesserede, der kunne være bydere på Berlingske Media, og som har behov for at vide mere om, hvad de eventuelt skal byde på. Ifølge oplysningerne er det dog så følsomme data, at modtagerne har været nødt til at underskrive fortrolighedserklæringer for at få adgang til materialet. Ifølge Berlingskes oplysninger skulle belgierne sigte mod en pris – fraregnet gæld og egenkapital – på omkring 750 millioner kroner for Berlingske Media. Belgierne skal have delt materialet med JFM og muligvis også med den store norske mediekoncern Schibsted og den svenske Bonnier-koncern. Det skal være JFM, der har vist størst interesse for at indgå i en dialog om Berlingske Medias fremtidige ejerskab. Tre mulige købere JFM-koncernen har de senere år haft svært ved at skabe en sund forretning inden for de traditionelle medieaktiviteter. Den del har været presset af et vigende an­noncemarked og af, at antallet af dagbladsabonnementer falder. Derfor er det ikke en koncern med store summer til opkøb. Og derfor siger nogle kilder også, at JFM har undersøgt muligheden for et samarbejde med norske Amedia, der er Norges næststørste mediehus efter Schibsted. Amedia er interesseret i det danske marked og har helt anderledes økonomiske muskler end JFM. Lige nu ønsker Amedia ikke at tale om sagen. I en sms skriver Amedias koncernchef, Anders Opdahl: »Amedia kommenterer af princip aldrig rygter og spekulationer knyttet til opkøb og transaktioner.« Men der er også den mulighed, at JFM og Berlingske Media indgår i en fusion, hvor ingen af parterne skal have penge op af lommerne, men hvor selskabet bliver fordelt mellem fondene bag JFM og De Persgroep. Her er det dog uklart, hvor meget suverænitet JFM er klar til at afgive. En anden mulighed er den svenske mediekoncern Bonnier, der har aktiviteter i flere end 20 lande. Her ville Berlingske Media passe ind i virksomheden, som i forvejen har det danske magasinforlag Bonnier Publications, Forlaget Benjamin og 50,1 procent af Dagbladet Børsen. Vil vokse i Danmark I november sidste år fortalte topchef for Bonnier News Anders Eriksson, at selskabet vil fastholde – og potentielt udvide – sin position i Danmark. Det har Mediawatch tidligere beskrevet. Koncernen har store summer til rådighed, blandt andet efter at en storstilet plan om at købe den svenske tv-kanal TV4 er faldet til jorden. Men hvordan interessen er for Berlingske Media, er uklar. »Vi kommenterer aldrig spekulationer,« lyder det fra mediekoncernens presseafdeling. En tredje mulighed er norske Schibsted, som har en strategi om at være Nordens førende medievirksomhed. De er sandsynligvis både nysgerrige og interesserede i at høre mere om mulighederne for at købe Berlingske Media, selvom der endnu er usikkerhed om nordmændenes interesse. »Af princip kommenterer vi ikke rygter eller spekulationer om potentielle opkøb. Derudover har vi ingen kommentarer,« skriver Schibsteds presseafdeling i en mail til Berlingske. Og i det hele taget er der mange som tvivler på, at De Persgroep overhovedet vil sælge i sidste ende. Det er meget sandsynligt, at belgierne slet ikke kan få den pris, som de ønsker, og ender med at beholde Berlingske Media. Berlingske Media var i en årrække ejet af blandt andre A.P. Møller – Mærsk og Danske Bank. Men i 2000 blev aktierne sat til salg, og den norske Orkla-koncern overtog aktiemajoriteten. I 2006 blev Berlingske Media købt af den britiske kapitalfond Mecom Group, som i 2014 solgte aktierne videre til De Persgroep. Dengang betalte belgierne over 1,8 milliarder kroner for Mecoms aktiviteter, der ud over Berlingske Media hovedsageligt talte den hollandske Wegener-koncern med en række medier i Holland og Belgien. De Persgroep har siden 2014 fokuseret på de landsdækkende medier i Berlingske-koncernen, mens sideaktiviteter er blevet solgt fra. Det har betydet en langt mindre omsætning end i Berlingske-koncernens storhedstid, men virksomheden har til gengæld kunnet fremvise solide overskud og en egenkapital, der i 2023 nåede 900 millioner kroner. https://www.berlingske.dk/virksomheder/stort-mediehus-opfordrer-til-sammenlaegning-berlingske-er-super
Опубликовать